Naturrum Solkær Enge
Besøg Naturrum Solkær Enge, en oplevelsessti langs kysten, der på finurlig vis bringer dig tættere på fuglelivet

Med udgangspunkt fra Skibelund Naturskole og den indbydende oplevelsesvæg, kan du lære om fuglene i Solkær Enge og Lillebælt. Fra naturskolen følger du Oplevelsesstien ud langs kysten til Solkær Enge, hvor du undervejs bliver inviteret til at kigge, røre og forundres over fuglenes liv, udseende og særlige adfærd.
Oplevelsesstien er 800 meter lang og følger en fin grussti det første stykke. Et stykke af stien afventer en større reparation, men der er fin adgang over stranden med mindre du har cykel eller klapvogn med. For enden af stien er der borde-bænke ved det gamle pumpehus.
På stedet er der
Adresse
Skibelundvej 22, 6092 Sdr. Stenderup

Naturrum i Naturpark Lillebælt
I Naturpark Lillebælt er der i alt tre naturrum - et i hver af de tre kommuner, der samarbejder om naturparken.
I Kanalbyen i Fredericia, kan du blive meget klogere på alt det, der foregår under vand! Særligt marsvinet, den lille hval, der lever i Lillebælt og som pryder naturrummet på ydersiden.
Ved Røjle Klint i Middelfart kan du gå opdagelse efter fossiler som hajtænder og hvalrosknogler og få mere at vide om, hvad der skete under istiden i Danmark.
Ved Solkær Enge i Kolding handler det om fugle. Trækfugle, rovfugle, vadefugle og deres helt særlige kendetegn.