Fang krabber til krabbesuppe

Nak og æd en krabbe ved stranden

Der er i øjeblikket alt for mange krabber i Lillebælt, så hjælp naturen ved at fange og spise de krabber, du alligevel møder, når du er ved stranden. At fange krabber er en dejlig sommeraktivitet og kræver ikke andet end snor, klemme og en åben musling. Og selvfølgelige en spand med vand til fangsten. Men i stedet for at sætte krabberne ud, så tag dem med hjem og lav en skøn krabbesuppe til aften. Du skal blot bruge 5-10 krabber, vand, grøntsager og lidt fløde. 

Opskrift på krabbesuppe

  • 5-10 krabber
  • 2-3 liter vand
  • 1 porre
  • 2 løg
  • 3-4 gulerødder
  • 1 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Evt. fløde og tomatpuré

1. Varm vand i en gryde. Når vandet spilkoger lægger du de levende krabber i (krabberne dør med det samme). Lad krabberne koge i ca. 5 minutter. Tag dem op og kassér vandet.

2. Kvas de døde krabber med en hammer og læg dem i en ren gryde. Hæld vand (2-3 liter) i gryden og lad det simre i ca. 15. minutter.

3. Si krabberne fra i en si eller et viskestykke. Nu har du en lækker krabbefond

4. Grøntsagerne skæres i stykker og puttes i krabbefonden, der skal simre i ca. 15 minutter - Nu har du en lækker suppe lige til at spise

5. Du kan eventuelt tilføje lidt fløde og tomatpuré i suppen. Så bliver den lidt a la hummersuppe. Husk at smage til med salt og peber